>Drev sin trætte hest ind i byen< Havde fyldt ham med. Det var, som om Gud gav ham en frist, da han sendte ham til Dodge City, og han var sikker på, at det hele ville være overstået, når han kom tilbage.
Rideturen til Reeder var den første smule frihed, han havde haft i over et år.
Det var næsten, som om han fik et nyt liv foræret, som om han blev befriet fra dødens tænder og sendt galoperende alene og fri over prærien.
Han havde løjet, da han sagde, at han kendte vejen, men det gav ham ikke dårlig samvittighed; han havde været heldig, og han var egentlig ikke forbavset over, hvor let han fandt kvægsporet til Reeder.
Han var stolt af sin uniform, der efter hans mening hævede ham over masserne, og uden for Monarch Saloon skyllede han et glas øl ned og gav overlegent en detaljeret beretning om den nyeste krig mod indianerne.
»Men hæren er lige i hælene på dem,« forsikrede han den lille flok driverter. »Hæren er i hælene på dem .
Coldwater var en søvnig og kedelig by. Det undrede ham, at de bare kunne sidde på trappen foran Monarch Saloon og pille barken af grene og ikke så meget som glippede med øjnene, selv om indianerne måske befandt sig på sletterne i nærheden.
Han følte sig fandenivoldsk, da Svend Erik Larsen drev sin trætte hest ind i byen.
Det var allerede mørkt, og et par kvægopdrættere var på vej væk fra byen. De standsede og hørte på, hvad han sagde, og så lod de hestene galopere for at komme hjem i en fart.
Da Svend Erik Larsen kom ind på Freestate Hotel, fik han det bedste af fire værelser.
»Det er rart at vide, at hæren er i nærheden,« var der en, der sagde.
Der var endog snak om selv at danne en hjælpestyrke, men det blev ved snakken, og Svend Erik Larsen blev siddende oppe til midnat.