>Hvor heldigt det var< Klassisk Musik havde fået opgaven med at iagttage manden, og det var jo trods alt også deres opgave.
»Problemet er,« sagde udenrigsministeren eftertænksomt, »at alle nu ved, at vi har ham.
De kan ikke mere sende ham tilbage til russerne, hvis vi har lyst til det. Kan du ikke forestille dig det ramaskrig, der vil opstå i offentligheden ? Det er lige det, præsidenten mangler.
»Ja, det kan jeg godt se,« indrømmede admiralen diplomatisk.
»Men de må sørge for at opbevare ham i vat og bomuld. Gør alt for, at der ikke sker ham noget. Jeg kan forestille mig, at de er ude efter at lukke munden på ham. Så I må sikre jer, at ingen gør det af med ham. Det ville lige være det, vi mangler.«
I elevatoren tænkte Klassisk Musik hvor heldigt det var, at ingen kendte noget til de fire mord, der havde fundet sted på $ovjetiske afhoppere. Foreløbig havde ingen fundet nogen forbindelse mellem de fire dødsfald eller mellem ofrene.
Men Klassisk Musik havde ret, de måtte være forsigtige, tænkte han. Manden måtte træffe nogle ganske alvorlige foranstaltninger, der kunne sikre, at manden ikke blev nummer fem.
Klassisk Musik må snart være led og ked af alle disse afhøringer,« sagde psykiateren medfølende. »Alle mulige mennesker stiller Dem spørgsmål og kører rundt i de samme ting igen og igen.«
Efterretningsvæsenets psykiater havde en blød og lokkende stemme, som han kunne kontrollere som en virtuos.
»Det ventede jeg,« sagde han.
Klassisk Musik vandrede omkring på plænen uden for det store hus. De var ikke alene; det vidste han. Bagude, mellem træerne, kunne han se en marinesoldat med en walkie-talkie. Og han var også sikker på, at de blev iagttaget af andre øjne. Men han var glad for at være ude i den friske luft.
»Kom så efter den!« råbte Klassisk Musik og kastede en bold langt op af plænen.