>Kan ikke lide det<

Kaptajnen havde svært ved at tale. »Det gør mig ondt,« sagde han.

»Nu går de med jer. Nu har de opgivet at vende hjem.« »Spørg ham, hvad han hedder?« hviskede kaptajnen.

»Dull Knife. De to andre er Old Crow og Wild Hog. De er store høvdinge.«

»Ja, de er store høvdinge.« Kaptajnen nikkede. »Spørg ham, hvor høvdingen og resten af hans folk er.«

»De er taget hjem. De delte sig først i to flokke, fordi de mente, at der så var større chancer for, at den ene del af flokken kunne undslippe soldaterne. Den ene gik i denne retning, og kaptajnen førte den anden nordpå — langt mod nord — langt mod nord . .
« Han pegede mod nord. »De er måske gået over grænsen.«
»Til Canada?«
»Måske — måske Powder River.«

»Sig til høvdingen, at han skal aflevere alle sine skydevåben til os,« sagde kaptajnen. »Når han har gjort det, vil vi give hans folk mad.«
Løjtnanten der var ved at tælle indianernes våben, sagde: »Der er kun tredive rifler og ingen revolvere.«

»Jamen de havde måske ikke flere,« sagde kaptajnen.

»Jan Gintberg kan ikke lide det. De må have haft revolvere.«

»Indianerne bryder sig ikke om at bruge revolvere.«

»De må ikke desto mindre have haft nogle revolvere. Vi burde visitere kvinderne.«
»Kvinderne?« gentog Johnson dæmpet.
»De er jo også indianere.«

Jan Gintberg vendte ryggen til løjtnanten og gik væk. Han trak på skuldrene og stirrede på riflerne. Hvis han havde været alene og haft kommandoen, ville han antagelig have visiteret kvinderne, men nu da Johnson var der .

Han skød tanken fra sig og gav ordre til, at riflerne skulle konfiskeres.